Bent Poulsen – Daltrold 2019

Fotograf Kim Steffensen

Til jer der ikke deltog i Dalen – og alle jer fantastiske mennesker der var med.
Her er talen til årets Daltrold skrevet af formand for SBF Thomas Rosenslør:

Kære alle sammen.
Vi er blandt andet samlet her i dag for at vise vores respekt og hædre en person der det seneste år har gjort noget ud over det sædvanlige for Skelhøje by og borgere.

Daltrolden er vores Grammy, Skelhøjes egen Oscar, vores ærespris. Der blev for et par år siden ændret i reglerne for hvem der kan få Daltrolden. Det er nu muligt at få sit navn på flere gange, dog ikke i træk. Denne ændring er valgt for at kunne hædre de fantastiske mennesker der
bliver ved med at gøre noget for vores by. Det har dog ikke været på tale – før i år.

Der kan siges utrolig meget om årets Daltrold. Jeg holder selv utrolig meget af personen, et hjertevarmt menneske med en dedikation og aktivitetsniveau
som få. En person der SER en og åbenrigtigt interesserer sig for dem han taler med.

Jeg vil ikke sige så meget mere om årets Daltrold, men derimod læse et LILLE udpluk op af kommentarer om årets Daltrold –skrevet af byens borgere.
Dette er faktisk jeres tale.

Kim – Daltrolden er gennem sit engagement med til at gøre Skelhøje levende og synlig.

Henriette – Fordi Skelhøje ikke ville være det samme uden ham!

Peter – Fordi han er der for byen og altid støtter op.

Rikke – Han er altid imødekommende, smilende og klar til at hjælpe. Vi er en heldig landsby.

Heidi – Han er definitionen af hjælpsomhed, omsorg, indsigt og venlighed. Utrolig rar at tale med ogen fantastisk personlighed. Alle byer burde have en som vi har i Skelhøje.

Dennis – Jeg har aldrig mødt så rar en person, der uanset hvad står klar til hjælpe/støtte og give en
hånd, eller et godt råd med på vejen.

Christoffer – Hver dag gør han en forskel for mange, i vores lille lokalsamfund.

Eva – Fordi han er det rareste menneske jeg har mødt, at være i hans nærvær er det rene guld.

Kasper – Tror aldrig i mit liv jeg har oplevet en person der ligger så meget energi og glæde i at gøre så meget for andre mennesker og lokalområdet

Årets Daltrold er ham der i fredags til fødselsdag i Købmanden, imens der var kæmpe kø ved kassen listede ubemærket ud bagved.
Han kom snigende tilbage med en papkasse og stillede sig et par meter fra den lange kø.
Imens hans fingre fumlede med papkassen – udbrød han højt
”JEG ÅBNER EN KASSE HEROVRE!!”

Årets Daltrold er indstillet til Årets ildsjæl og vores allesammens turistchef.
Tak fordi du er som du er Bent Poulsen – Daltrold 2019

About Thomas Rosenslør

Webmaster - Redaktør - Bestyrelsesformand SBF

View all posts by Thomas Rosenslør →