Hærvejen gennem byen

Hærvejen er en fantastisk vandre- og cykelrute, som løber ned langs Jyllands rygrad. Den følger vandskellet langs den Jyske højderyg og bringer dig gennem fantastisk natur og nogle af landets flotteste landskaber. Hærvejen har eksisteret i mere end 4000 år.  Så du kommer tæt på Danmarkshistorien; Jellingestenen, Egtvedpigens grav, Hærulfstenen og mange af de bedst bevarede gravhøje og dysser. 

Om du er til fods eller på cykel, så er en tur på Hærvejen en enestående mulighed for at kombinere en aktiv ferie og unikke naturoplevelser med en historisk rejse.

Som hovedfærdselsåre forbandt Hærvejen Danmark med Tyskland og dermed det øvrige Europa. I middelalderen blev den benyttet af mange pilgrimme. Inden for handelen var det okseeksporten, der fra 1400-tallet satte sit præg på Hærvejen og lokalt gav den navne som Oksevejen og Studevejen. Hærvejen har mange andre navne også; Sakservejen, Gammel Viborgvej, Adelvejen og Pilgrimvejen. 

Besøg www.haervej.dk og find mange nyttige informationer om Hærvejen.

Hærvejen i Skelhøje
Hvert år kommer flere tusinde turister langs Hærvejen. Både vandreruten (rød) og cykelruten (blå) skærer tværs igennem vores landsby. 

Her er mange gode grunde til at gøre stop på ruten. Der er flere fine steder hvor man kan strække ben og fylde maven op.

– Gå på opdagelse og oplev den store Gletscherport midt i byen, hvor det vilde og bakkede landskab mod Hald Sø udspringer fra.

– Man kan handle ind til turen, pumpe luft på cyklen og meget andet ved Skelhøje Købmandsgaard.

– Der er mulighed for overnatning og offentligt toilet hos Skelhøje Kulturhus.

– Overnat på naturlejrpladsen midt i den geologiske naturperle Skeldalen, med stejle bakker på hver side skabt af den smeltende gletscher fra sidste istid.