Vandværkets historie

I foråret 1906 kan man læse i avisen, at 18 lodsejere ved Skelhøje Station har hyret smeden Christiansen fra Højslev, til at anlægge et vandværk ved Skelhøje.

Vandet skal tages fra Dollerup Enge (nede ved de tidligere fiskedammene) og tvinges gennem et 1,5 km langt 1 tommers rør op til Stationen ved en stødhævert. Beholderen skal anbringes på en gravhøj (Skelhøj), og rumme 350 tønder (ca. 4500 liter) vand.

De samlede anlægsomkostninger beløb sig til 5780,71 kr. Her fra Skelhøjen fik byens borgere vand helt frem til 1970’erne. Højen blev i øvrigt først fredet i 1958.

I 1914 blev rørledningen udskiftet.
I 1923 installeredes en el-motor til 6000 kr. for at sikre trykket i engene.
I 1929 blev der lagt nye og større rør (1 1/4 tomme) ned, og i begyndelsen af 30-erne blev der boret efter vand ved Slugten.
I 1939 ophørte oppumpningen fra engene endeligt, da et helt nyt vandværk med hus og pumpe anlagt i Skelhøjen blev taget i brug. Herfra blev vandet fordelt i byen ved hjælp af tryk.

Op til toppen af Skelhøjen kunne man komme ad en stentrappe fra Lysgaardvej, og fra “æ vandhøw” var der en pragtfuld udsigt over Hald sø og ind mod Viborg.

Vandværket i Skelhøjen fungerede indtil det “nye” vandværk ved Slugten blev bygget i 1970’erne.

I dag kommer vandet fra 2 boringer på grunden ved Slugten.
Boringerne er på henholdsvis 70m og 250m dybde.
Vandværket er løbende blevet “moderniseret” og bliver i løbet af 2019 totalt ombygget med nye rør og filtertanke, for at sikre den fremtidige drift og kvalitet.

Skelhøje Vandværk leverer nu vand til omkring 475 husstande. Ikke blot i Skelhøje, men også i Lysgård, Dollerup, Sjørup og Grundvad.